Fuld ild i Herning

For mange udstillere og showfolk er Landsskuet i Herning årets absolutte højdepunkt, og gennem de seneste par år er det lykkedes at få skabt et stort fællesskab på skuet og samlet frieserfolkene fra alle egne og kanter i "Camp Friesland". Her er frieserhesten, hygge og fællesskab nøgleordet og i år slog ikke kun skuet besøgsrekord, det gjorde DFFs fællesspisning fredag også samt deltagelsen af frieser-showheste.

Allerede onsdag lige over middag ankom den første frieser fra Frieser Nord og blev installeret i showstalden. 21 showheste i alt skulle repræsentere DFF med opvisninger - hele 13 fra Frieser Nord og 8 fra Frieserhesten Midtjylland. Derudover var der 13 udstillingsheste tilmeldt, så sandt at sige en rigtig flot tilslutning.

Onsdagen gik som sædvanlig hurtigt. Heste og campingvogne skulle på plads, der skulle rejses telte, redes senge og pumpes madrasser. "Partybussen" aka pensionistscooteren blev også fundet frem og blev hurtigt vores foretrukne transportmiddel på pladsen. Den fungerede primært som shuttle til og fra stalden, og nej, vi så ikke hverken særlig snu ud eller var særlig cool når man kørte den - uanset hvor meget vi anstrengte os, men hold da op den sparede os mange skridt og bidrog til mange gode grin.

Da det blev spisetid onsdag aften købte nogen ind til fællesgrill, mens andre havde haft noget med hjemmefra. Vejret var ikke helt med os fra starten og indbød ikke rigtig til at sidde ude under åben himmel. Så det blev ikke til langbords-hygge, men vi gjorde i stedet vores bedste for at samles i nogle af forteltene. I hvert fald ved vi nu, at man snilt kan sidde 16½ person i et fortelt.

Efter maden var det tid til en lille ridetur inden hestene skulle puttes, efterfulgt af det store Nordjyske kagebord inden det var god nat Ole tid.

Torsdag morgen var vejrguderne bestemt ikke i bedre humør. Ja, det var nærmest vintertøj vejr. Men det ændrede nu ikke på at udstillerne måtte i action. Efter en omgang morgenbrød bistod de ledige hænder udstillerne med hjælp i stalden og på mønstringsbanen. Særligt vil Saras tur med Thors blive husket, eller var det Thos der mønstrede Sara? Sjældent har man set et føl med en sådan vilje og en trækker der kun når at røre jorden 3-4 gange ringen rundt :-)

Generelt klarede frieserne sig helt utrolig flot i år. Hele 4 goldhopper fik 24. point og ærespræmie, heraf en fra Nord, nemlig Axel Månssons smukke Helena von Inger-Marienlund, som også var med som showhest. Derudover fik Niels Peters vallak Melle, som deltog i show sammen med Nords showgruppe, også 24. point.
Og så fik showgruppens maskot, shetlænderhingsten Timothy også 24. point og ærespræmie og blev tilmed skuets bedste shetlænderhingst. Trods en ihærdig indsats fra Nords heppekor rakte det desværre ikke til skuets bedste, men skuets 4. bedste hingst på tværs af racer er bestemt også super flot.


I løbet af dagen fik vi også pyntet showstalden rigtig flot op, for i flg. aftale med DFF sløjfede man den traditionelle stand i udstillerstalden for i stedet at bruge showstalden som base. Og det fungerede rigtig fint og der var mange henne og kigge brochurer, klappe heste og få en god snak.

Torsdag aften er altid præget af møder og div. træninger, som gør fællesspisning nærmest umulig. Men SSS (Super Sanne og Søren) gik i front og arrangerede walk-in-burgere mens andre valgte at vente til alt var overstået for så at spise "natmad" i stedet ;-) Kl. 19 var der showmøde omkring dyrskueshowene og herefter var 2 ryttere fra nord inde for at øve til Herningkvadrillen. Imens gjorde showgruppen klar til aftenens træning af Believe-showet, så vi var top tunede og klar inden det for alvor gik løs fredag. Efterhånden var vejret blevet super flot, helt vindstille og lunt, så folk var begyndt at komme ud fra deres skjul. Ved kvægstaldene var der bl.a. linet op til fællesgrill ved grusbanen, men alligevel havde vi nok ikke lige forventet sådan en stemning under en simpel træning. Der blev hujet, klappet og vi blev da noget overrasket og at se hvor mange mennesker der var på tribunen og ved hegnet da vi sluttede af. Men vi gav den nu også fuld skrue, for de skulle da have max gas nu de var så flinke at bakke os så flot op.

Så blev det fredag og som vi havde bestilt skinnede solen fra en skyfri himmel... Ja, det var intet mindre end perfekte forhold. Frieserhesten Midtjylland skulle på med deres Army and Glitter show om formiddagen og Frieser Nord skulle på ved middagstid. Vi gik i gang med forberedelserne nogle timer før og skridtede ned på opvarmningen i god tid før så alt kunne foregå i ro og orden uden stress. Men aller først fik vi lige lejlighed til at se Line i action med Team Haffer, som var taget til Herning med 3 træninger i bagagen og så bare på og hårdt. Og det gik bare ski... godt til stor jubel og klapsalver. Dejligt at se Hafferne repræsenteret igen.

Endelig var det så Frieser "Believe" tid og lille Tim skridtede ind. Herfra var det som om højere magter tog over - alt klappede bare og det var nok til dato vores bedste tur i år. Ud over ryttere og lineheste deltog Niels Peter og Melle for maratonvogn og Kasper med Hille van Bokkum forspændt det der vist mest er kendt som en IBOP-vogn. Og det var virkelig en dejlig oplevelse at mærke det engagement der var fra publikum, som ellers til tider kan være svært at opnå i Herning. Så vi var super glade og tilfredse og glædede os enormt til dagen efter. Om eftermiddagen deltog Nete, Vibber og Kasper i Herningkvadrillen og Nord var på lægterne til at heppe på dem og Midt som også var på og leverede et rigtig flot show selvom de havde været nød til at låne en reservehest af os i Nord pga. en skade. Og så er det jo luksus, at vi sådan kan supplere hinanden så det kommer til at fungere optimalt for alle.

I campen var der trillet en rygende trailer ind på Frieservej imens, og en fantastisk duft spredte sig - uhm, det var pattegrisen der var ankommet. Fredag aften havde DFF nemlig for 2. år i træk arrangeret en stor fællesspisning og menuen var i år helstegt pattegris.

Hen ad Frieservej blev der stille og roligt dækket op til fest og kl. ca. halv otte blev der budt velkommen til mere end 60 dejlige gæster. Og maden smagte simpelthen så lækkert, ja, i hvert fald det Jes ikke nåede at smide på jorden ;-) Der blev taget godt fra både af kød og de våde varer og der var en super dejlig stemning. Senere på aftenen/natten blev volumen både på samtalen, musikken og alkoholprocenten skruet yderligere i vejret. Nogen tog et smut til dyrskuefest, mens andre blev i campen. Kl. ca. 1 blev der serveret nat-kage og ca. 2-3 stykker var der sengetid for de fleste.

Lørdag morgen var der endnu varmere end fredag og igen et fantastisk vejr. Showgruppen fik en hurtig omgang morgenmad, for gruppen skulle på allerede halv elleve. Og endnu engang havde vi en kanon tur, og når nu tingene skal drille en lille smule må vi sige det var timet godt. For i det vi hilser af efter showet brænder forstærkeren varm og går ud. Men hvad - smil og vink :-) Så gav vi den bare lidt mere bundgas i udridningen så den manglende musik var der vist ingen der rigtig bemærkede ud over os :-)

Pausen inden vi skulle på for sidste gang i dyrskueshowet benyttede mange til lige at få pakket det værste ned på campingpladsen og kl. lidt over fire var det så tid til at sige farvel med det sidste show. Denne gang i stor ring og endnu en tur efter bogen :-) Jørgen Konge gav en rigtig god speak og vi fik bl.a. den nu næsten berømte kommentar fra Hjørring igen "Frieseren er den eneste hest jeg kender der kan stå stille og sove og stadig have udstråling" :-) Som afslutning var Herningkvadrillen på igen og modsat fredagens tur fik Hille denne gang i den grad plads til at vise sine kvaliteter for vogn. Alt i alt en smuk finale på nogle skønne skønne dage i Herning. Et skue der bl.a. vil blive husket for...
...det store fællesskab og gode stemning
...Malenes demonstration af baglæns saltomotale i havestol
...partybussens styrt samt evne til at transportere op til 4 semi-normale Frieser Nord folk
...Kiras 2 ikke 1 men 2 ruller obligatirisk tape i kufferten
...Kaspers revnede bukser ved ankomst der kom på forsiden af Landsskuets facebookside som årets første uheld
...Sannes spurt da det rygtedes der var gratis entre
...Sørens "nu er det absolut sidste gang jeg"
...Howards taklingen af Morten formand
...Christians mange ansigter under en mønstring
...Saras moonwalk med Thor
...Claus "dygtig Jamal"
...Tucanclub
...Niels Peters fede ræs
...de ensomme BOSCH mænd
...Bellas debut som showhund
...Mads trænings-gangart der gjorde hans mor så stolt
...Hippi-containeren luxuriøse indretning og dertil hørende gaffa-telt
... meget meget mere....


Kl. 18 havde de fleste forladt pladsen og kort efter ramte det mest vanvittige skybrud Herning. Hele pladsen og boksene sejlede i vand og tøjet på de tilbageværende kunne vrides... Se der kiggede vi lige op engang og trak lidt på smilebåndet, måske var det blot mere held end forstand det først kom nu... eller måske ikke... ;-)

/Frieser Nord

Frieser Nord Landsskuet i Herning 2014