Anders 451 og Peter Spahn fanget i snestorm

Hvad er oddsene for at Danmark rammes af snestorm? Hvad er oddsene for at Danmark rammes af snestorm samme sted 2 gange i træk på én weekend? Hvad er oddsene for at et ikon indenfor dressur ringer til din mobil på sådan en ganske almindelig tirsdag? Urealistisk ikke sandt? Men ikke desto mindre skete dette sidste uge. Hvad der skulle have været et kort stopover, endte med at blive en hel weekend i selskab med to fantastiske mennesker og deres 3 heste.

Tirsdag d. 16/2 2010 lige over middag ringede telefonen, en Peter præsenterede sig selv og spurgte om jeg evt. kunne hjælpe med et kort stopover i nærheden af Hirtshals fra fredag til lørdag til ham og nogle heste, da de skulle videre til en konkurrence i Norge og havde brug for et hvil. Og selvfølgelig ville jeg hjælpe, og når man er så heldig at ens niece og samlever har hestepensionen Stald Skovsager og selv arbejder i Skallerup Klit, er det jo ingen sag. Men efterhånden som samtalen skrider frem, går det op for mig, at en af disse heste var en avlshingst – en frieser avlshingst, nemlig Anders 451, hvorfor denne Peter i røret derfor måtte hedde Spahn til efternavn. Det ændrede selvfølgelig ikke på aftalen og alt var klappet og klart til ankomst fredag aften og afrejse igen tidligt lørdag. Men sådan gik det bare ikke...

Allerede fredag eftermiddag begyndte vejret at vise tænder i det nordjyske, sneen væltede ned og hen mod aften var der tale om en regulær snestorm – den 3. af slagsen heroppe i år. Som aftalt holder jeg ved motorvejsafkørslen til Hjørring Nord og venter på de 2 lastbiler, som endelig kommer til syne i sneen. Vi kører mod stalden, der kun ligger 3 km fra motorvejen, men allerede her opstår de første udfordringer. Den ene bil har meget svært ved at manøvrere i det glatte føre og kommer kun med nød og næppe op ad en lille stigning på vejen. Men endelig er Peter fremme og vi får Cas (Anders) ind i stalden sammen med rejsekammeraten Randon. Sidste bil ankommer også og ud springer, ikke en staldmedhjælper som vi troede, men derimod polske Michal Rapcewicz som Peter Spahn træner og arbejder med til daglig i Holland. Med i bilen har han den 180 cm høje salgshest Saloeky og Randon, som allerede står i stalden, er derfor selv samme hest som man kunne nyde synet af under OL i Beijing, hvor han i Hong Kong leverede et flot individuelt resultat.

Devsærre havde Saloeky ikke klaret transporten særlig godt, og hvade det rigtig skidt ved ankomsten. Der blev rekvireret en dyrlæge, som kæmpede sig gennem snemasserne og vi fik Saloeky tjekket som heldigvis hurtigt rettet sig igen. Så gik turen til Skallerup Klit, hvor min lille Toyota Yaris-bobslæde kæmpede bravt mod snemasserne. Vi nåede frem og de to forfrosne ryttere kunne endelig gå til ro i en varm seng. På vej hjem til Hirtshals må jeg indrømme jeg begyndte at blive nervøs for morgendagen, og om de kunne komme afted kl. 8 med færgen, men forsøges det skulle det.

Kl. 4.30 lørdag morgen fyrede jeg op for bobslæden, og forserede en 2 m. høj snedrive for enden af vejen. Nåede 100 m. hen ad hovedvejen i 50 cm sne og så sad jeg uhjælpelig fast. I Bjergby hos hestene så det ikke bedre ud, to sneplove var kollideret og spærrede vejen. Vejene til Skallerup Klit var ligeledes spærrede og snerydningen blev først påbegyndt kl. 7 – og det sneede stadig. Færgen kl. 8 var derfor udelukket, og vi måtte satse på næste afgang kl. 17.30. Lørdag over middag kører vi derfor til stalden, og selvom det føg meget kunne man godt komme igennem. Men på DMI kunne vi konstaterer at endnu en storm var under opsejlning og da jeg kontaktede Color Line kl. 15 var melding klar - kaptejnen ville ikke tage heste med på denne afgang. Så uanset hvad var Peter og Michal nød til at blive til søndag morgen. Men vi ville sikre os at de overnattede så tæt på hestene som muligt vejret taget i betragtning. Så hen mod aften begav vi os afsted. Vi nåede hele 50 m. op af vejen før vi sad uhjælpeligt fast. Peter, som ejer hestepensionen, kæmpede foran med en traktor, men kunne kun nå at rydde 5-10 meter af gangen før der var lukket igen. Så vi måtte lade Yaris være Yaris og gå tilbage i varmen, hvor vi ikke kunne gøre ret meget andet end at hygge os det bedste vi havde lært og opfinde alternative sovepladser.

Søndag morgen var hele lokalsamfundet involveret i redningsaktion PeterogMichaltilfærgen, sneploven lovede at rydde hoved- og bivej frem til grusvejen som det første, naboen, Stald Sakstrup startede med traktor fra den ene ende og vi fra den anden. Der blev ringet til Color Line endnu engang og denne gang var der GO fra 1. styrmanden. Færgen gik kl. 8 og kl. 7.33 var vejen åben. Vi fik læsset heste, frigjort lastbiler og kørte op ad vejen. For at være HELT sikker på de kunne nå det, selvom det blev lige til øllet, ringede jeg endnu engang til Color Line, heldigvis. Kaptejnen havde lige overroulet 1. styrmandens beslutning og ville alligevel ikke tillade heste ombord på denne afgang. Så med lidt hurtig omrokkering hos Torben på Stald Sakstrup, fik vi læsset hestene af igen og opstaldet. Så var der kun et at gøre, vi måtte vente til næste og dermed absolut sidste chance kl. 17.30, eller kunne hestene ikke nå deres dyrlægetjek inden konkurrecerne. Så vi kørte hjem i varmen i Hirtshals, fik lavet noget kaffe og fik stillet ind på kür-finalen i Neumünster på internettet. Efter frokost kørte vi til Bjergby igen, fik endelig langt om længe GO fra kaptejnen og hestene blev læsset. Lidt i seks fik jeg den dejlige besked fra Peter, at de nu sad ombord på færgen og var godt på vej.

Nogle gange får man de mest posivite oplevelser når alt omkring en er kaos. At møde menneskerne bag navnene Peter Spahn og Michal Rapcewicz har ikke kun været en oplevelse for livet, det har været utrolig lærerigt og berigende. Jeg føler mig previligeret over at have mødt disse mennesker, som på en enestående måde formår at håndtere den hårfine ballance der er mellem det at være et kendt navn på den internationale dressurarena og samtidig være ydmyg og i stand til at møde mennesker på en varm og imødekommende måde. For dem er viden ikke magt, og de deler uden videre deres uvurderlige erfaringer og tips med os amatører. Intet spørgsmål stod ubesvaret tilbage uden et dybdegående og seriøst overvejet svar. Alt blev taget med et smil og her er ingen stjernenøkker at spore, hverken i forhold til hestene eller omstændighederne – det kunne jeg godt nævne et par andre topatleter der kunne lære noget af.

Nu kan vi kun krydse fingre og håbe på det bedste for Peter og Michal når de rider ind på banen under Arctic Equestrian Games på tirsdag og jeg håber ikke det er sidste gang jeg får lov til at være i selskab med disse vidunderlige mennesker. Men én ting er helt sikker, Michal vil aldrig køre til Norge igen uden snekæder til bilen, leverpostej og rugbrødi bagagen og Peter er med garanti ude og se på en god sneskovl, vinterjakke og -støvler.

Kira Clausen – Frieser Nord